Energibalance
Der bliver talt en del om ’at være i energibalance’. At være i energibalance betyder, at du indtager ligeså meget energi, som du bruger i løbet af dagen. Det betyder også, at du hverken taber dig eller tager på – din vægt er altså stabil.
Kroppens vægtskål
Så længe du er ung, er det helt normalt, at vægten stiger – det skal den faktisk, når man vokser og kommer i puberteten. Der er derfor ikke nødvendigvis grund til bekymring, fordi du vokser ud af bukserne. Det er et naturligt led i din udvikling. Men det er vigtigt at være i energibalance, så vægten hele tiden passer til din udvikling. Man kan sammenligne energibalancen med en gammeldags vægt, hvor der skal være lige meget i hver skål for, at vægten ikke tipper til den ene side. Det gælder også for energibalancen. Selv hvis man bare spiser en lille smule for meget hver dag, kan det være nok til, at vægten stiger. Det betyder dog ikke, at man skal veje sig hver dag for at undgå, at vægten flytter sig. Det er bedre at sørge for at bevæge sig hver dag og spise sundt.
For meget energi
Hvis man har problemer med energibalancen, er det oftest, fordi man indtager mere energi, end man bruger – man spiser og drikker altså for meget og forkert. Hvis man indtager mere energi, end man bruger, kan man gøre to ting for at komme i energibalance igen: spise mindre eller motionere mere – eller begge dele! Man kan selvfølgelig også have problemer med at få nok energi, men det er mest syge og ældre med lille appetit, som har svært ved at spise nok i løbet af dagen.
Tjek balancen
Der skal meget fine – og dyre – maskiner til at lave en præcis beregning af den energi, du bruger, når du er aktiv. Men du kan for sjov se, hvor meget energi du cirka bruger ved forskellige aktiviteter her. Bagefter kan du gå en tur i caféen og se hvor meget mad, du har brug for til at dække energiforbruget. Sammenlign gerne forskellige typer mad – der kan være stor forskel på, hvor meget energi det giver. Du kan også sammenligne energiforbruget ved én bestemt aktivitet med dit samlede energibehov. Så kan du få en fornemmelse af, om det er en aktivitet, der kræver meget eller lidt energi.


















